Hvem er vi?

Randi Sandbeck og Henrik Lunding. Vi er nogle halvgamle nisser, der i 2001 købte et nedlagt landbrug på Barsø. I et par år satte vi huset i stand og i 2005 realiserede vi planerne om at indrette værelser i gårdens gamle ko- og hestestald. Vi har gjort det meste af arbejdet selv - og det kan ses - men den gamle stald er faktisk blevet et rigtig hyggeligt sted.

Gården har vi døbt Hestihavegård, fordi naboens heste har en stor forkærlighed for vores have.

Med flytningen til Barsø realiserede vi en drøm om at bo langt væk fra alt. Her er smukt, her er fredfyldt. Her kan man se harerne lege på marken, se rådyrene nippe det bedste i de levende hegn, høre lærken slå sine triller og følge med i musvågeungernes flyveøvelser. Vi er i paradis, og det længe før vi har fået vinger.